Musikstyringen i DR er med til at begrænse vores musikalske horisont, at ensrette musikken og at ramme mange musikere på brødet. Sat skarpt op har DRs musikpolitik medført et drab på store dele af den danske musik.

Dette er essensen i denne min kommentar i anledning af den aktuelle debat om Statens Kunstfonds hvidbog om musiklivet.
I Hvidbogens konklusion hedder det bl.a. “DR’s musikformidling skal blive bedre og mere varieret, ikke mindst i de gode sendetider. DR formidler kun i begrænset omfang det rige og mangfoldige musikliv, som udfolder sig i alle dele af landet. I stedet går alt for mange ressourcer i dag til “mainstream” og medieskabte koncepter.”

Min kommentar her neden for er et uddrag af kapitel 14 fra min bog, “Man skal jo starte et sted “(udkommet 2013), som er relevant i netop denne sammenhæng:

DR’s musikprofil
Peter fik undervejs et had-kærlighedsforhold til Danmark Radio, som så
mange andre, der kommer ind på denne betydningsfulde arbejdsplads. På
en og samme tid, som han syntes, det var det optimale sted at arbejde, med
mange muligheder, gode kolleger og diversitet i udsendelserne, oplevede han
også ændringer, særligt i programprioritering og musikudvælgelse, som
langsomt blev indført i takt med, at konkurrencen udefra steg. I dag er Peter
endog meget kritisk over for musikpolitikken på de forskellige kanaler.
I begyndelsen var rummeligheden over for musikgenrerne i P3-fladen
stor. Peter lavede programmer, der spændte fra folkemusik og viser, over
nordisk til country og ren dansk musik. Men i dette tiår blev konkurrencen
om radiolytterne skærpet, dels i kraft af de mange lokalradioer, som voksede
sig store og især tog det yngre publikum med sig, dels skærpet internt,
hvor de forskellige programmer, P1, P2 og især P3 og P4 begyndte at skille
sig mere og mere ud fra hinanden for at tiltrække forskelligt publikum. P4,
som hidtil havde været en betegnelse for et ungdomsprogram, der oprindelig
blev sendt på P1, blev i 1999 2001 sendt på en frekvens en kanal for sig selv og indeholdt de regionale programmer, som tidligere blev sendt på P2. P2 blev den mere klassiske
kanal, mens P1 mere udpræget blev den talte radio. P3 fik sin profil som den
unge kanal skærpet yderligere, og en række musikgenrer blev helt fjernt fra
fladen.

“Musikpolitikken blev i den periode forandret meget på Danmarks Radio.
Det skete særligt, fordi man indførte musikstyring, hvor det blev dekreteret,
hvad der kunne og ikke kunne spilles på P3, i stedet for, at den enkelte vært
bestemte indholdet. Musikken blev så at sige mellemlægspapir mellem de
journalistiske indslag og havde sjældent relation til det, der blev sagt. Det
blev svært at tilrettelægge tematiske udsendelser og at spille apropos-musik.
I dag er der på P4, hvor min musik fortrinsvis hører hjemme, et egentligt
playlisteudvalg, sammensat af en udvalgt håndfuld medarbejdere fra DR,
som bestemmer, hvad der primært skal spilles. De godkender ca. 80 procent
af musikudvalget, der kan anvendes i udsendelser, og lader de sidste 20 procent
være op til den enkelte vært.

Dette billede begyndte allerede at tegne sig i sluthalvfemserne, og det var
meget problematisk, syntes jeg. Man forsøgte dermed at kontrollere musikken
og musikerne, og det fik – og har til stadighed – en meget stor betydning
for den enkelte artist, om man var ‘dømt inde eller ude’.
Den daværende chef for P3, Palle Aarslev, fik stor betydning for omlægningen
af programmernes profiler og var i mine øjne med til at marginalisere
bestemte genrer. Han var ellers selv en af dem, som i mange år havde vist en
meget stor og alsidig interesse for musik. Han spillede selv folkemusik, som
han havde en stor veneration for. Men nu begyndte man at måle, hvad der
var spillet, hvad der var blevet lyttet til, og hvor mange procent, de enkelte
udsendelser havde i lyttertal. Vi fik jævnligt breve om, hvad der måtte spilles
og ikke spilles. I P3 måtte man for eksempel ikke spille jazz og viser.
Musikpolitikken gik også ud over country og dansk produceret musik.
Kunstnerne blev delt op i kategorier, og det betød begrænsninger i DJ’ernes
muligheder for at variere, hvad der blev præsenteret. Var Lars Lilholt kategoriseret
som folkemusik, hvilket man ikke måtte spille, så røg hittet ‘Kald
det kærlighed’ ud. Det eneste, der kunne ændre Musicmasteren, som den
hed i begyndelsen, var, hvis der kommer et folkeligt pres. Det tydeligste
eksempel, jeg kan huske, var, at ‘Sko og Torp’ ikke kunne komme på playlisten,
men de blev råspillet på lokalradioerne, og der kom så mange forespørgsler,
at de endte med at blive lagt ind på listen. Mangfoldigheden, og det, der gjorde programmerne interessante at tilrettelægge, forsvandt. Jeg fik som regel på hattepulden, fordi jeg spillede for meget country, imod hvad musikpolitikken bød, og jeg havde meget svært ved at acceptere musikstyringen, som jeg mener, var ødelæggende for dansk musik især.”

Ensretning
Senere blev musikpolitikken præciseret i egentlige playlister for hhv. P3 og
P4, som i dag bliver lagt af et playlisteudvalg for hver kanal. På P4 er der hver
anden uge et såkaldt plugging-møde, hvor kunstnere, pladeselskaber og
andre fra musikbranchen kan komme og sætte et ekstra ord på deres musik.
Playlisteudvalget tager derefter stilling til, om musikken passer til målgruppen
og til primetime-programmerne på de respektive kanaler. Udvalget har
meget at vælge imellem, også fordi flere og flere vælger at udgive selv uden
om pladeselskaberne.
Playlisteudvalget, der sorterer i indkomne forslag samt i, hvad de selv finder
frem, lægger en bunke musikstykker ind i en computer, hvorfra værterne
kan vælge at mikse en sammensætning til deres programmer. Kommer
et musikstykke i rotation, betyder det, at musikstykket er godkendt på playlisten,
og at det kan dukke op hver tredje eller fjerde time og skal spilles et
vist antal gange i løbet af en måned, ligesom det kan begrænses til at blive
spillet i bestemte flader. Alligevel skaber det ikke den store diversitet, som
fandtes, da programværterne kunne vælge selv. I dag kan det være svært for
en programmedarbejder at lægge en personlig profil, for i stedet er det kanalen
som helhed, der har sin genkendelige profil, “Station ID”.
For mig at se har denne musikstyring en klart negativ virkning. Hvis
musikken ikke finder nåde for playlisteudvalgets øjne, er det i virkeligheden
kun gennem lytterønsker og enkelte værters eget valg, at en udgivelse kan
komme på. Derfor kan et ja eller et nej betyde alt for en kunstner. Situationen
er faktisk blevet forværret i dag, hvor flere og flere musikgenrer henvises til
DAB-radio, der har langt færre lyttere, fordi man ikke kan lytte til DAB-radioen
på samme måde som den æterbårne radio. Med andre ord betyder musikstyringen,
at vi bliver ved med at høre de samme musikere og kunstnere, ikke
kan overraskes af uforudsigelige værter, men præsenteres for et mainstream
mix, der levner meget lidt plads til musikgenrer som folk, country og viser.”

Drab på dansk musik
“Personligt er det kun meget, meget sjældent, jeg går til playlisteudvalgets
plugging-møder – jeg finder det dybt nedværdigende og uprofessionelt at
skulle forsvare min musik. Jeg har følt mig nødsaget til at gøre det med enkelte
produktioner, som jeg havde en fornemmelse af P4-potentialet i (jeg hører
overhovedet ikke hjemme på P3), men selv da følte jeg, det var en kamp mod
vejrmøller. Jeg vil næsten altid blive henvist til Dansktoppen eller musikfladen
i P5, som er DAB-kanal. Man går ikke til playlisteudvalget, hvis man har
en fornemmelse af at blive afvist på forhånd. Når man en gang har prøvet
at være derinde, ved man godt, hvordan det fungerer. I KODA-sammenhæng
har man på et tidspunkt ligefrem lavet kurser i, hvordan man skulle
tilnærme sig playlisteudvalget. Med to af playlisteudvalgets medlemmer som
undervisere …

Jeg er sikker på, DR har opnået, hvad de ville i forhold til at styre musikken,
men jeg er også sikker på, at musikstyringen er med til at begrænse
vores musikalske horisont, at ensrette musikken og at ramme mange musikere
på brødet, som ikke bliver spillet i radioen, fordi de ikke lever op til kravene
til at komme i sendefladen. I mine øjne er playlisterne medskyldige i
drab på dansk musik. Musik bliver lagt over på P5, hvor lyttertallet dykker,
fordi det er en DAB-kanal. P4 har mange hundrede tusind flere lyttere end
en DAB-kanal, så der er en grund til, at man helst vil spilles på P4.
Når der samtidig er forskel i aflønningen, i Gramex-afgiften, som musikerne
får pr. afspilning, på over 100 procent mellem P4 og P5, er det jo nemt
at regne ud, at kunstnerne gerne vil blive på P4. I princippet er en afspilning
i Giro 413, der sendes på P4, i kroner og øre i pr. afspilning ti gange mere
værd end på P5.
Det var meget ironisk, at det var Palle Aarslev, der indførte dette. Han fik
også megen kritik fra sine musikerkolleger, og senere, da han sagde op og
vendte tilbage til sit gamle miljø, gjorde han afbigt ved at gå ind i folkemusikken
med stor kraft. Blandt andet som komitemedlem i Danish Music
Awards Folk.”

Citat fra “Man skal jo starte et sted”, kapitel 14, der omhandler DRs musikprofil i 90erne op til i dag. Bogen udkom i oktober 2013.