Emil Aarestrup blev inspireret af Robert Burns – og jeg med!

CD'en koster 75 kr. inkl. porto. Klik på billede for at købe den.
CD’en koster 75 kr. inkl. porto. Klik på billede for at købe den.

Skotsk digter inspirerer til gammel dansk tekst og ny dansk musik

Fredag den 28. juli 2017 udkommer min  nye CD , hvor jeg synger fem digte, skrevet af lægen og lyrikeren fra Nysted, Emil Aarestrup. De seneste uger har jeg sammen med fem musikere været i pladestudiet for at færdiggøre CD’en med den måske lidt særprægede titel ”Sehr langsam”.

CD’en har sit navn efter tempoangivelsen ”Sehr langsam” på et af mine yndlingsmusikstykker, Gustav Mahlers Adagietto. Alle fem numre på CD’en går i samme rolige og eftertænksomme tempo.

Den fjerde sats i den østrigske komponist Gustav Mahlers femte symfoni kaldes Adagiettoen. Mahler beskrev på noden, at tempoet skulle være som ”Sehr langsam” og tilegnede musikstykket til sin hustru Alma. For mig og min forståelse af denne sats er udtrykket ”Sehr langsam” udover at være en tempoangivelse også en følelse. En kærlighedserklæring om man vil til hustruen.

Den nye CD rummer fem numre, hvoraf det ene har en ganske særlig historie: Hvis man ser nøje efter på en af de ”gobeliner”, der hænger i Aarestrup Museet i Nysted på Lolland med information om digteren, kan man se, at Aarestrup engang har nedkredset en note om Robert Burns, den skotske digter, som de fleste kender fra sangen ”Auld lang syne”. Emil Aarestrup er lidt yngre end Burns og har faktisk oversat flere af den store skotske nationaldigters værker. Det viser sig nu, at et af dem er digtet ”My Luve is like a red, red Rose”, som Emil Aarestrup blev meget inspireret af og oversatte i 1830’erne til ”O, du er som en Rose rød”.

– Når man ellers taler om den skotske Robert Burns, er det som regel Jeppe Aakjærs og Sigfred Pedersens oversættelser og bearbejdninger, der nævnes, forklarer Peter Abrahamsen. – I visesammenhæng er det oftest svenske Evert Taubes variation af digtet ”Min Älskling, du er som en Ros”, der nævnes. Men Emil Aarestrups hidtil oversete oversættelse af samme digt skete langt tidligere, kun cirka tredive år efter Robert Burns død. Faktisk har jeg selv tidligere sat dansk tekst til Evert Taubes melodi uden at vide, at der allerede da eksisterede en dansk oversættelse af Emil Aarestrup. I min nye variation er melodien inspireret af skotske folkesange, og Aarestrups tekst er let bearbejdet til oversat til ”Du er som en rose rød”.

– Vi ved, at Emil Aarestrup også er blevet inspireret af Robert Burns ved andre lejligheder. Han har for eksempel brugt et andet digt af Robert Burns som inspiration til ”Til en veninde”, som også kaldes ”Der er trolddom på din læbe”, uddyber Abrahamsen.

Ud over digtet ”Du er som en rose” med inspiration fra Burns har Peter Abrahamsen valgt fire andre Aarestrup digte: ”På Bjerget”, ”Henrykkelse” og ”Tilståelse”, mens ”Kom Guds Engel, stille Død” er sunget af Sidse Holte, som Peter har arbejdet sammen med ved adskillige lejligheder. De to har også ligget på Dansktoppen med Peters eget nummer ”Sommeraften” i mange uger i 2016-17.

De øvrige medvirkende på CD’en er Bo Liengaard på bas, Ole Bendix på guitar og dobro, Torben Kjær på piano, Sidse Holte på ukulele og vokal, samt Jens Hørring Olsen på pipe.

Covertegningen er lavet af Morten Voigt, som i øvrigt tidligere på året har modtaget Pingprisen i kategorien ”Årets journalistiske tegner” for sine illustrationer i Kristeligt Dagblad.

 

 

Ny bog og CD i anledning af 75 års dagen

 

”Dokumentation af det forgangne er nødvendig for at kunne komme videre”

Peter Abrahamsen udgav både CD og sin første digtsamling i forbindelse med den halvrunde fødselsdag på 75 år i oktober 2016

Når man kommer til et vist punkt i ens liv, er det tid at samle op, lukke projekter af, binde sløjfe, lægge til side og derefter komme videre. Sådan en gaveæske med godbidder er Peter Abrahamsens to nye udgivelser, CD’en ”Løse ender”  og digtsamlingen ”Så nyser jeg igen….”

– Produktive kunstnere har brug for at nedfælde, dokumentere og overdrage for at kunne komme videre i deres liv. Sådan tror jeg, alle kunstnere har det. Ikke at dokumentere føles lige som at efterlade en halv opvask. Når du laver en tekst, må du gå hele vejen. Den er først færdig, når den er udgivet og kan bruges af andre. Dokumentationen frigør kræfter. Når dokumentationen er overstået, kan man komme videre. Hidtil har jeg dokumenteret på CD, denne gang er det så første gang, jeg prøver både at udgive en CD og at udgive digte og rimede vers uden musikledsagelse, fortæller Peter Abrahamsen.
– Der er nye sange, der skal skrives. Bare fordi jeg runder 75 nu, lægger jeg mig jo ikke ned, udbryder Peter, der runder selve fødselsdagen den 12. oktober.

forside-bogDigtsamlingen opstod som et ønske om at dokumentere den tid, som Peter lever i nu. Med refleksioner over at være blevet ”senior”. Digte som ”Hænderne”, ”PSA”, og ”Mundvigene” og ”Aftengangen” beskriver tankerne om fysikken og livets forgængelighed, mens andre digte er hverdagsbetragtninger og mere lystige øjeblikssituationer, som en regnvejrsdag på ”Vanløse Station”, ”A chuva”, ”Comfort” og ”Køn”
I digtsamlingen findes også en håndfuld selvpålagte oversættelsesopgaver, som Peter dyrker med stor lyst. Det ene digt, ”Sommeraften” er en fri fortolkning af en af Peters yndlingsdigtere, svenskeren Dan Andersson, et digt, hvis musikalske udgave pt. ligger på DRs Dansktoppen. Og så har Peter prøvet kræfter med Robert Burns’/Jeppe Aakjærs verdenskendte farvelsang og omskrevet  ”Auld Lang Syne” til ”Sku’ gammelt venskab helt bli’ glemt” i et nutidigt og hverdagsdansk sprog.

Løse ender af Peter AbrahamsenCD’en ”Løse ender” tæller både en stor håndfuld helt nye sange, som ikke er udgivet tidligere, en af dem sågar skrevet færdig få dage, inden CDen skulle presses, og en lille håndfuld sange, som ligger på CD’er, der ikke længere er tilgængelige.

– Jeg har bundet CD’en sammen sådan, at der først kommer en række kærlighedssange med bl.a. en måske overraskende udgave af 50’er hittet ”Melody d’Amour”, der udkom 1957, året før jeg debuterede selv som 16 årig, og med sangen ”Sommeraften”, som er nyskrevet, og som for tiden ligger på Dansktoppen. Faktisk er der på CDen hele tre numre, der har ligget på dén liste, fortæller Peter Abrahamsen.
– Dernæst åbner CD’en for den søgende sjæl, som jeg selv mærker mere til: Jeg spiller en del på hospices rundt om i Danmark, og besøgene dér har bevæget mig til en forståelse af mere stille eksistenser og af en religiøs side, hvilket blandt andet giver sig udslag på mine udgaver af gamle kendinge som ”Sig nærmer tiden”, og ”Fred hvile over land og by”.

Peter er en af ”de nye gamle”
Peter Abrahamsen er sanger, musiker, komponist, producer og meget, meget mere. Han debuterede som 16-årig i 1958, og det bliver for langt at beskrive hans levned her, men læs i bogen “Man skal jo starte et sted” 🙂
Men de seneste fem års aktiviteter vidner om, at der er meget endnu, der skal dokumentres, også efter i dag:
Han er en af dem, der – skønt født under 2. Verdenskrig og med en for længst overskredet officiel pensionsalder – alligevel er aktiv og udøvende inden for sit fag, musikken. Selvfølgelig, kunne man fristes til at sige! Sådan har det været, siden han debuterede som kun 16-årig i 1958 som ”Danmarks svar på den britiske skifflekonge Lonnie Donegan”. Den fortsatte aktivitet giver sig i dag udslag i udgivelsen af den CD, ”Løse Ender”, som Peter Abrahamsen har indspillet i anledning af sin fødselsdag, og nu vi er ved udgivelser, så udgiver han også samme dag en bog med digte og rimede vers, ”Så nyser jeg igen…”, opsamlet gennem de seneste to årtier. Mindre kan ikke gøre det.

Bare de seneste fem år
Sådan har aktivitetsniveauet været også bare de seneste fem år, hvor Peter bl.a. er blevet hædret med Guldborgsunds Kulturpris (2013) for sin indsats på musik og kulturområdet, er blevet medlem af og senere formand (2015) for Aarestrup Foreningen, der hæger om digteren Emil Aarestrups mindestuer i Nysted, i hvis dejlige gårdhave Peter i øvrigt har indstiftet en tilbagevendende Lyrik- og Visefestival (2014-16), nu afviklet med udsolgte huse i sommer for tredje gang.
Aarestrups digte har han også sat musik til, lige som til den Lollandskfødte digter Kaj Munk på en CD, der udkom i 70året for Kaj Munks død (2014). I disse måneder (2016-17) turnerer Peter med en tredje af de store danske digtere, Jeppe Aakjærs sange i en koncert, der markerer den folkekære digters 150 års fødselsdag. Også dennes digte har Peter sat musik til på en CD, der udkom i 2013 og er rost for de jyske sange, sunget med ”brostensdialekt”.

Aakjær i nye varianter
sku-gammelt-venskab-helt-bli-glemt-1Jeppe Aakjær har fyldt meget i Peter Abrahamsens univers den seneste tid, så meget at han har tilladt sig at gendigte Jeppe Aakjærs udgave af skotske Robert Burns verdenskendte farvelsang, ”Auld Lang Syne”. Peter har omdigtet teksten til et hverdagsdansk med titlen ”Sku’ gammelt venskab helt bli’ glemt” og netop i august 2016 indspillet den med et hold af de allerældste venner, nogle helt tilbage fra 1960érne.

Jeppe Aakjær portrættet er malet af Theis Veile
Jeppe Aakjær portrættet er malet af Theis Veile

Derfor var det heller ikke mærkeligt, at Peter Abrahamsen netop på Jeppe Aakjærs fødselsdag den 10. september i år købte dette smukke portræt af Jeppe Aakjær, malet af Theis Veile. Det hang på en udstilling i Vemb Forsamlingshus, hvor en række kunstnere havde taget imod udfordringen at illustrere Jeppe Aakjær og Jens Vejmand. Peter har således købt en kær fødselsdagsgave til sig selv allerede og tager maleriet med rundt i Danmark på den Aakjær turne, der først afsluttes med udgangen af året.

Peter Abrahamsen er på 17. år bosat med sin kone, journalisten Abelone Glahn, på Falster i landsbyen Maglebrændes gamle skole, hvor der hver måned nu på 10. år holdes ”dagligstuekoncerter” med stærke danske og internationale navne. I 2013 skrev de sammen Peters biografi ”Man skal jo starte et sted”, som blev rost som et stykke musikalsk Danmarkshistorie.

Save

Fremragende anmeldelser fra hele spektret

Den blaa AnemoneFra venstre til højre har der lydt begejstrede toner om produktionen Den Blaa Anemone – digte af Kaj Munk. Cd’en udkom i november 2014 og jeg har siden da optrådt på Højskoler, ved Dagligstuekoncerter , som indslag og som medvirkende i TV såvel som radio. Ved markeringen af Kaj Munks dødsdag i år i Maribo (4/1) og Kaj Munks Fødselsdag (13/1) I Vedersø Præstegård.
Det har været en stor fornøjelse, og i fremtiden skal jeg lægge hans sange ind i mit repertoire af sange med øvrige tekster af Jeppe Aakjær, Dan Andersson, B.S. Ingemann, Emil Aarestrup, Carl Scharnberg og Oskar Hansen m.fl.

Her er et udpluk af de begejstrede omtaler, jeg har modtaget fra såvel privatpersoner som på offentligt tilgængelige internetsider

…en stor tak for din musik
Per Stig Møller

Det er en rigtig lille perle, Peter Abrahamsen her har begået.
Leif Kirkvåg , Visens venner

”Den Blå Anemone viser nye sider af digterpræstens lyrik i en munter og livsglad fortolkning ”
” Musikken er på hele albummet fremragende og flere steder bevægende .”
”Glæd jer,nyd såvel tekster som musik . Det giver god Karma !.”
Bjarne Nielsen i Arbejderen 29. jan. 2015

Jeg har lige med stor fornøjelse hørt din CD. Tak – det var flot klaret !
Arense Lund, Journalist  (barnebarn til Kaj Munk )

 Et meget flot projekt, du har realiseret her.
 Jørgen Bøgen DR P5

Tak for i går aftes, det var vældig hyggeligt. Og jeg tudede kun en gang…
Til gengæld tudede jeg så hele vejen til Næstved i morges, da jeg hørte hele pladen.
Anonym – gæst ved CD præsentation d. 5. nov.

”Det er kort og godt en fremragende cd, som Peter Abrahamsen her har begået. At sætte musik til flere ukendte digte af Kaj Munk, er musikalsk mod, som Peter Abrahamsen mestrer, sammen med en række andre kunstnere, som medvirker på indspilningen.
Jørn Verner Stendorf, formand for Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård

Længsler og Lidenskab med romantisk Kaj Munk
koncertanmeldelse af Birgitta Andersson, Lolland-Falsters Folketidende

Musikalsk spot på ukendte Munk digte:
Det er en velgerning, at de ukendte digte får en chance i dagens lys, båret af Peter Abrahamsens musik, der tager Kaj Munks forskellige poetiske stemninger på fersk gerning.
K.E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende

Peter Abrahamsen synger Kaj Munk på vedersø præstegaard

Drab på dansk musik

Musikstyringen i DR er med til at begrænse vores musikalske horisont, at ensrette musikken og at ramme mange musikere på brødet. Sat skarpt op har DRs musikpolitik medført et drab på store dele af den danske musik.

Dette er essensen i denne min kommentar i anledning af den aktuelle debat om Statens Kunstfonds hvidbog om musiklivet.
I Hvidbogens konklusion hedder det bl.a. “DR’s musikformidling skal blive bedre og mere varieret, ikke mindst i de gode sendetider. DR formidler kun i begrænset omfang det rige og mangfoldige musikliv, som udfolder sig i alle dele af landet. I stedet går alt for mange ressourcer i dag til “mainstream” og medieskabte koncepter.”

Min kommentar her neden for er et uddrag af kapitel 14 fra min bog, “Man skal jo starte et sted “(udkommet 2013), som er relevant i netop denne sammenhæng:

DR’s musikprofil
Peter fik undervejs et had-kærlighedsforhold til Danmark Radio, som så
mange andre, der kommer ind på denne betydningsfulde arbejdsplads. På
en og samme tid, som han syntes, det var det optimale sted at arbejde, med
mange muligheder, gode kolleger og diversitet i udsendelserne, oplevede han
også ændringer, særligt i programprioritering og musikudvælgelse, som
langsomt blev indført i takt med, at konkurrencen udefra steg. I dag er Peter
endog meget kritisk over for musikpolitikken på de forskellige kanaler.
I begyndelsen var rummeligheden over for musikgenrerne i P3-fladen
stor. Peter lavede programmer, der spændte fra folkemusik og viser, over
nordisk til country og ren dansk musik. Men i dette tiår blev konkurrencen
om radiolytterne skærpet, dels i kraft af de mange lokalradioer, som voksede
sig store og især tog det yngre publikum med sig, dels skærpet internt,
hvor de forskellige programmer, P1, P2 og især P3 og P4 begyndte at skille
sig mere og mere ud fra hinanden for at tiltrække forskelligt publikum. P4,
som hidtil havde været en betegnelse for et ungdomsprogram, der oprindelig
blev sendt på P1, blev i 1999 2001 sendt på en frekvens en kanal for sig selv og indeholdt de regionale programmer, som tidligere blev sendt på P2. P2 blev den mere klassiske
kanal, mens P1 mere udpræget blev den talte radio. P3 fik sin profil som den
unge kanal skærpet yderligere, og en række musikgenrer blev helt fjernt fra
fladen.

“Musikpolitikken blev i den periode forandret meget på Danmarks Radio.
Det skete særligt, fordi man indførte musikstyring, hvor det blev dekreteret,
hvad der kunne og ikke kunne spilles på P3, i stedet for, at den enkelte vært
bestemte indholdet. Musikken blev så at sige mellemlægspapir mellem de
journalistiske indslag og havde sjældent relation til det, der blev sagt. Det
blev svært at tilrettelægge tematiske udsendelser og at spille apropos-musik.
I dag er der på P4, hvor min musik fortrinsvis hører hjemme, et egentligt
playlisteudvalg, sammensat af en udvalgt håndfuld medarbejdere fra DR,
som bestemmer, hvad der primært skal spilles. De godkender ca. 80 procent
af musikudvalget, der kan anvendes i udsendelser, og lader de sidste 20 procent
være op til den enkelte vært.

Dette billede begyndte allerede at tegne sig i sluthalvfemserne, og det var
meget problematisk, syntes jeg. Man forsøgte dermed at kontrollere musikken
og musikerne, og det fik – og har til stadighed – en meget stor betydning
for den enkelte artist, om man var ‘dømt inde eller ude’.
Den daværende chef for P3, Palle Aarslev, fik stor betydning for omlægningen
af programmernes profiler og var i mine øjne med til at marginalisere
bestemte genrer. Han var ellers selv en af dem, som i mange år havde vist en
meget stor og alsidig interesse for musik. Han spillede selv folkemusik, som
han havde en stor veneration for. Men nu begyndte man at måle, hvad der
var spillet, hvad der var blevet lyttet til, og hvor mange procent, de enkelte
udsendelser havde i lyttertal. Vi fik jævnligt breve om, hvad der måtte spilles
og ikke spilles. I P3 måtte man for eksempel ikke spille jazz og viser.
Musikpolitikken gik også ud over country og dansk produceret musik.
Kunstnerne blev delt op i kategorier, og det betød begrænsninger i DJ’ernes
muligheder for at variere, hvad der blev præsenteret. Var Lars Lilholt kategoriseret
som folkemusik, hvilket man ikke måtte spille, så røg hittet ‘Kald
det kærlighed’ ud. Det eneste, der kunne ændre Musicmasteren, som den
hed i begyndelsen, var, hvis der kommer et folkeligt pres. Det tydeligste
eksempel, jeg kan huske, var, at ‘Sko og Torp’ ikke kunne komme på playlisten,
men de blev råspillet på lokalradioerne, og der kom så mange forespørgsler,
at de endte med at blive lagt ind på listen. Mangfoldigheden, og det, der gjorde programmerne interessante at tilrettelægge, forsvandt. Jeg fik som regel på hattepulden, fordi jeg spillede for meget country, imod hvad musikpolitikken bød, og jeg havde meget svært ved at acceptere musikstyringen, som jeg mener, var ødelæggende for dansk musik især.”

Ensretning
Senere blev musikpolitikken præciseret i egentlige playlister for hhv. P3 og
P4, som i dag bliver lagt af et playlisteudvalg for hver kanal. På P4 er der hver
anden uge et såkaldt plugging-møde, hvor kunstnere, pladeselskaber og
andre fra musikbranchen kan komme og sætte et ekstra ord på deres musik.
Playlisteudvalget tager derefter stilling til, om musikken passer til målgruppen
og til primetime-programmerne på de respektive kanaler. Udvalget har
meget at vælge imellem, også fordi flere og flere vælger at udgive selv uden
om pladeselskaberne.
Playlisteudvalget, der sorterer i indkomne forslag samt i, hvad de selv finder
frem, lægger en bunke musikstykker ind i en computer, hvorfra værterne
kan vælge at mikse en sammensætning til deres programmer. Kommer
et musikstykke i rotation, betyder det, at musikstykket er godkendt på playlisten,
og at det kan dukke op hver tredje eller fjerde time og skal spilles et
vist antal gange i løbet af en måned, ligesom det kan begrænses til at blive
spillet i bestemte flader. Alligevel skaber det ikke den store diversitet, som
fandtes, da programværterne kunne vælge selv. I dag kan det være svært for
en programmedarbejder at lægge en personlig profil, for i stedet er det kanalen
som helhed, der har sin genkendelige profil, “Station ID”.
For mig at se har denne musikstyring en klart negativ virkning. Hvis
musikken ikke finder nåde for playlisteudvalgets øjne, er det i virkeligheden
kun gennem lytterønsker og enkelte værters eget valg, at en udgivelse kan
komme på. Derfor kan et ja eller et nej betyde alt for en kunstner. Situationen
er faktisk blevet forværret i dag, hvor flere og flere musikgenrer henvises til
DAB-radio, der har langt færre lyttere, fordi man ikke kan lytte til DAB-radioen
på samme måde som den æterbårne radio. Med andre ord betyder musikstyringen,
at vi bliver ved med at høre de samme musikere og kunstnere, ikke
kan overraskes af uforudsigelige værter, men præsenteres for et mainstream
mix, der levner meget lidt plads til musikgenrer som folk, country og viser.”

Drab på dansk musik
“Personligt er det kun meget, meget sjældent, jeg går til playlisteudvalgets
plugging-møder – jeg finder det dybt nedværdigende og uprofessionelt at
skulle forsvare min musik. Jeg har følt mig nødsaget til at gøre det med enkelte
produktioner, som jeg havde en fornemmelse af P4-potentialet i (jeg hører
overhovedet ikke hjemme på P3), men selv da følte jeg, det var en kamp mod
vejrmøller. Jeg vil næsten altid blive henvist til Dansktoppen eller musikfladen
i P5, som er DAB-kanal. Man går ikke til playlisteudvalget, hvis man har
en fornemmelse af at blive afvist på forhånd. Når man en gang har prøvet
at være derinde, ved man godt, hvordan det fungerer. I KODA-sammenhæng
har man på et tidspunkt ligefrem lavet kurser i, hvordan man skulle
tilnærme sig playlisteudvalget. Med to af playlisteudvalgets medlemmer som
undervisere …

Jeg er sikker på, DR har opnået, hvad de ville i forhold til at styre musikken,
men jeg er også sikker på, at musikstyringen er med til at begrænse
vores musikalske horisont, at ensrette musikken og at ramme mange musikere
på brødet, som ikke bliver spillet i radioen, fordi de ikke lever op til kravene
til at komme i sendefladen. I mine øjne er playlisterne medskyldige i
drab på dansk musik. Musik bliver lagt over på P5, hvor lyttertallet dykker,
fordi det er en DAB-kanal. P4 har mange hundrede tusind flere lyttere end
en DAB-kanal, så der er en grund til, at man helst vil spilles på P4.
Når der samtidig er forskel i aflønningen, i Gramex-afgiften, som musikerne
får pr. afspilning, på over 100 procent mellem P4 og P5, er det jo nemt
at regne ud, at kunstnerne gerne vil blive på P4. I princippet er en afspilning
i Giro 413, der sendes på P4, i kroner og øre i pr. afspilning ti gange mere
værd end på P5.
Det var meget ironisk, at det var Palle Aarslev, der indførte dette. Han fik
også megen kritik fra sine musikerkolleger, og senere, da han sagde op og
vendte tilbage til sit gamle miljø, gjorde han afbigt ved at gå ind i folkemusikken
med stor kraft. Blandt andet som komitemedlem i Danish Music
Awards Folk.”

Citat fra “Man skal jo starte et sted”, kapitel 14, der omhandler DRs musikprofil i 90erne op til i dag. Bogen udkom i oktober 2013.